Målet er at køre så mange omgange på ruten som muligt på 24 timer (eller 9+6 timer hvis man deltager i "light-udgaven"!).
24 timers løbet starter lørdag kl. 12:00 og slutter søndag kl. 12:00. Kun antal omgange der er færdigkørt INDEN søndag kl. 12.00 tæller med i konkurrencen. Ved omgangslighed er sluttiden afgørende.
Kører man ud på en omgang frem til søndag kl. 11.59.59 er man velkommen til at færdigkøre omgangen, men omgangen tæller altså IKKE med i slutresultatet, hvis man kommer i mål efter kl. 12.00 søndag.
9+6 timers klassen starter lørdag kl. 12.00 til lørdag kl. 21.00 og igen søndag fra kl. 06.00 til 12.00. Kun antal omgange der er færdigkørt INDEN kl.12.00 søndag tæller med i konkurrencen. Ved omgangslighed er sluttiden afgørende.
For 9+6 klassen gælder følgende: Sluttes en omgang om lørdagen kl. 21.25 tæller omgangen med. Til gengæld skal man starte 25 minutter senere om søndagen - altså kl. 06.25. Stopper man tidligere om lørdagen f.eks. kl. 20.40 starter man dog ikke 20 minutter tidligere om søndag. Tidligst start søndag er altså kl. 06.00.
Det er tilladt at holde pauser undervejs. Man må dog kun forlade ruten i skiftezonen. Ligeledes må holdene kun foretage rytterskift i skiftezonen. Et skift mellem to ryttere sker ved kropskontakt inden for skiftezonen.
Opstår der defekt på cyklen på ruten kan rytteren enten søge ad ruten hjem og få noteret omgangen, eller søge den korteste vej, hvorved rytteren naturligvis ikke noteres for en omgang.
Det er tilladt at modtage hjælp til reparationer på cyklen på ruten. Cykelskift på ruten er ikke tilladt.
Vis hensyn til hinanden på ruten og giv lyd ved overhaling på singletrack.
Man skal køre med forlys og baglys efter mørkets frembrud.
Løbet er langt og alle vil med garanti blive trætte undervejs. Nogle vil måske ligefrem blive så trætte, at de får lyst til at tage en lille smutvej. Dette er selvfølgelig strengt forbudt! Observeres der snyd bortvises pågældende hold eller solorytter.
Startgebyr returneres ikke såfremt man trækker sin tilmelding tilbage. Man er dog velkommen til at afsætte billetten til anden side. I den forbindelse er man selv ansvarlig for at klare det praktiske såsom ændring af tilmeldingsprofil.
Tvivlsspørgsmål vedr. reglerne afgøres suverænt af stævneledelsen hvis afgørelser ikke kan ankes.
Sikkerhed
Al deltagelse i løbet foregår for deltagerens egen regning og risiko, og arrangørerne kan ikke stilles ansvarlig for materielskade eller personskade opstået i forbindelse med løbet.